Ammetips
Tid til at læse: 4 min.
I mange måneder har du forestillet dig, hvordan det ville være at se din baby for første gang – nu er ventetiden forbi. De første par uger af amningen skabes den helt særlige tilknytning mellem dig og dit barn, og det er en perfekt mulighed for at lære hinanden at kende
Når dit barn fødes, føler du måske en næsten overvældende kærlighed og et stærkt ønske om at beskytte det. Men det at skabe tilknytningen er en meget individuel oplevelse, så du skal ikke blive bekymret, hvis det ikke sker lige med det samme. Det vil tage tid at lære din nyfødte at kende, og tilknytningen udvikles og styrkes gennem pleje og samvær.
For begge forældre er det vigtigste at vænne sig til at passe den nytilkomne – at være tæt på barnet, tale med det, holde og kramme det. Det øger din selvtillid som forælder og giver også dit barn den bedste start på livet, følelsesmæssigt, fysisk, mentalt – og det er også godt for amningen.
Du har sikkert hørt om, at det er vigtigt med hud mod hud-kontakt, hvor du holder din bleklædte baby ind mod dit nøgne bryst (med et let tæppe eller en trøje over jer begge to for at holde varmen, hvis det er nødvendigt). Tidlig hudkontakt, helst inden for en time efter fødslen, hjælper med at frigive hormoner, der opmuntrer din nyfødte til at finde frem til dit bryst og begynde at suge på din brystvorte.1 En undersøgelse har vist, at nyfødte, der tilbringer over 50 minutter i en stilling med hudkontakt, har otte gange større sandsynlighed for at begynde amningen spontant.2 Hudkontakt er heller ikke noget, man kun gør i den første time. Det er vidunderligt, når som helst dit barn har brug for at blive beroliget eller trøstet, og det hjælper også med at sætte fart på din mælkeproduktion.
Hud mod hud-kontakt har også mange andre fordele for dit barn, for eksempel regulerer det hjerterytmen og vejrtrækningen, det sørger for, at barnet holder den perfekte temperatur og opretholder et sundt blodsukkerniveau.3 Hvis du af en eller anden grund ikke kan være hos dit barn lige efter fødslen, vil din partner blive opfordret til at holde det hud mod hud for at give det disse fordele og sørge for, at det føler sig sikker, elsket og varm, indtil du er klar til selv at gøre det.
Det kan være en skræmmende stor opgave at vænne sig til at være mor. Men vidste du, at de vidunderlige øjeblikke hud mod hud virker beroligende på både dig og dit barn?
Når I har hudkontakt, frigiver du en stærk cocktail af beroligende hormoner, herunder oxytocin – der ofte kaldes "kærlighedshormonet" eller "krammekemikaliet". Det frigives, når som helst du er i nærheden af din nyfødte, og endda også, hvis du kan lugte barnet eller bare tænker på det – det her smarte hormon hjælper dig med at vænne dig til at være mor på mange forskellige måder. Det fremmer din "moderomsorg" – f.eks. som at nusse og kærtegne dit barn, søge øjenkontakt og snakke kærligt til barnet.4
Det reducerer også angst og depression, og det kan hjælpe mod fødselsdepression.5 Det menes også, at tidlig frigivelse af oxytocin klargør din hjerne til amningen af dit barn, udover at det stimulerer dine bryster til at producere mælk.6
Du frigiver også betaendorfin, som er et hormon, der opmuntrer dig til at reagere på dit barns behov. Bliv ikke overrasket, hvis trangen til at trøste hende, når hun græder, af og til er overvældende – det er et normalt moderinstinkt. Betaendorfin udløser også en følelse af glæde, velbehag og ro.3
Selvom du sikkert synes, at dit barn er det smukkeste, du nogensinde har set, så kan nyfødte godt se ret sammentrykkede ud, rynkede og endda noget forslåede ud eller have et spidst hoved efter fødslen – specielt hvis der er brugt indgreb som for eksempel tang eller sugekop (vakuumassisteret forløsning).
Dit barn har måske også "storkebid" (de kaldes også "jordbærmærker") – det er røde mærker, der forsvinder inden for et par måneder – eller hænder og fødder kan være blålige. Det er alt sammen helt normalt.
Inden for de næste par dage vil barnets hud blive glattere, hovedet vil blive rundere, og fosterfedtet, som er den cremede hvide substans, der beskyttede huden i livmoderen, vil forsvinde. Lad være med at forsøge at vaske fosterfedtet af; det fungerer som en naturligt fugtgivende creme.
I de første par dage har dit barn kun brug for, at du vasker hoved, bagdel og kønsorganer (medmindre der kommer en stor omgang afføring, der siver ud over det hele og skal vaskes af). Du behøver ikke at bade barnet.
Badning af barnet kan være en dejlig måde for din partner at knytte bånd på og føle sig mere involveret, hvis du fuldammer. Enden af barnets navlestreng falder normalt af i løbet af de første to uger. Den ser måske ikke specielt køn ud, men så længe den bliver holdt ren og tør, er det ikke noget problem.
Dit barn kan se i sort, hvidt og gråt helt fra fødslen (men omkring de tre måneder vil det begynde at kunne se farver mere tydeligt)7, og barnet kan fokusere på ting, der er under 25 cm væk. Det er tæt nok på til, at barnet kan se dit ansigt, når du ammer – måske lykkes det oven i købet at få øjenkontakt et øjeblik. I de første dage vil dit barn gerne ammes meget ofte, så du kommer til at opleve den intime kontakt mange gange om dagen.
En fuldbåren babys hørelse er godt udviklet. Fostre reagerer på lyde allerede fra 19. uge af graviditeten,8 og man har fundet frem til, at nyfødte foretrækker deres mors stemme9 fremfor andres, og de kan endda genkende melodier, de har hørt i livmoderen.10
Hvis du taler blidt til din nyfødte, bidrager det til at udvikle en tovejskontakt, som er vigtig for hendes fremtidige sociale færdigheder.11 Du kan snakke om hvad som helst, lige fra hvem der er på besøg til udsigten fra vinduet – det er ligegyldigt; uanset hvad, så er nyfødte et intenst lyttende publikum!
"Hver gang jeg havde Iris med ude at gå, da hun var helt lille, pegede jeg på alt, hvad jeg fik øje på, og fortalte hende om det – træer, blomster, børn, der legede," fortæller Anna, mor til én, Storbritannien.
Det er også sjovt at synge for at udvikle tilknytningen,12 også selvom du måske ikke har den bedste stemme: "Da min datter Leni var helt lille, sang jeg altid, når jeg skiftede ble på hende," fortæller Charlotte, mor til én, Storbritannien. "Nu er hun 18 måneder gammel, og jeg synger stadigvæk de samme sange, sædvanligvis inden sengetid, og hun elsker det, for de er så velkendte og beroligende."
Berøring er utroligt vigtigt for dit barn. Når du holder, stryger, vugger og kærtegner dit barn, er det en fremragende metode til at berolige og få det til at føle sig sikkert,13 og så får det også gang i oxytocinen. Vidste du, at din nyfødte allerede kan gribe om ting? Prøv at røre ved håndfladerne eller stryge hen over fodsålerne, og se, hvad der sker.
"Vivienne og Marcus elskede, når man nussede deres fødder, da de var nyfødte, og de får stadigvæk en omgang fodmassage ved sengetid nu. Bare det at holde dem i min favn så ofte som muligt var en skøn måde at styrke båndet mellem os på," fortæller Rachelle, mor til to, Australien.
Dee, mor til én, Sydafrika, fandt ud af, at når hun bar sin nyfødte i en babyslynge af den slags, man vikler omkring kroppen, var det endnu en måde at styrke tilknytningen på. Det havde også andre fordele: "Det hjalp virkelig med at få gang i amningen. Hun er 17 måneder gammel nu, og hun elsker stadigvæk den tætte fornemmelse, det giver at være svøbt ind."
Din nyfødtes lugtesans er også højt udviklet, og den spiller en vigtig rolle i at skabe tilknytningen. Lige efter fødslen tiltrækkes barnet af duften af dine bryster – forskere mener, at det skyldes, at de såkaldte Montgomerys kirtler (de små buler i areola, som er den mørkere hud omkring din brystvorte) udskiller en olie, der har den for barnet så velkendte duft af fostervand.14
Dit barn genkender også duften af din krop og kan endda kende forskel på duften af din brystmælk og brystmælk fra en anden mor.15 Når I har hudkontakt og kan dufte hinanden, udløser det en bølge af oxytocin, der, som vi allerede har været inde på, er godt for både tilknytningen og amningen.
Husk på, at alle mødre og børn er forskellige, og at det kan tage tid at lære hinanden at kende. Hvis du har spørgsmål eller bekymringer, kan du kontakte din sundhedsplejerske, læge eller ammerådgiver.
1 Klaus M. Mother and infant: early emotional ties. Pediatrics. 1998;102(E1):1244-1246.
2 Gómez AP et al. Kangaroo method in delivery room for full-term babies. An Esp Pediatr. 1998;48(6):631-633.
3 Crenshaw JT. Healthy birth practice #6: Keep mother and baby together—It’s best for mother, baby, and breastfeeding. J Perinat Educ. 2014;23(4):211-217.
4 Britton JR et al. Breastfeeding, sensitivity, and attachment. Pediatrics. 2006;118(5):e1436-1443.
5 Kim S et al. Oxytocin and postpartum depression: delivering on what's known and what's not. Brain Res. 2014;1580:219-232.
6 Uvänas-Moberg K, Prime DK. Oxytocin effects in mothers and infants during breastfeeding. Infant. 2013;9(6):201-206.
7 Franklin A, Davies IR. New evidence for infant colour categories. Br J Dev Psychol. 2004;22(3):349-377. http://citeseerx.ist.psu.edu/viewdoc/download?doi=10.1.1.456.5409&rep=rep1&type=pdf
8 Hepper PG, Shahidullah BS. The development of fetal hearing. Arch Dis Child. 1994;6(3):F81-87.
9 Lee GY, Kisilevsky BS. Fetuses respond to father's voice but prefer mother's voice after birth. Dev Psychobiol. 2014;56(1):1-11.
10 Partanen E et al. Prenatal music exposure induces long-term neural effects. PLoS One. 2013;8(10):e78946.
11 Kirk E et al. A longitudinal investigation of the relationship between maternal mind‐mindedness and theory of mind. Br J Dev Psychol. 2015;33(4):434-445.
12 de l'Etoile SK. Infant behavioral responses to infant-directed singing and other maternal interactions. Infant Behav Dev. 2006;29(3):456-470.
13 Moore ER et al. Early skin-to-skin contact for mothers and their healthy newborn infants. Cochrane Database Syst Rev. 2012;5(3).
14 Doucet S et al. The secretion of areolar (Montgomery's) glands from lactating women elicits selective, unconditional responses in neonates. PLoS One. 2009;4(10):e7579.
Artikler, der kan have interesse